Manden kom hjem og, uden engang at tage tøjet af, udbrød med det samme: “Vi er nødt til at tale alvorligt.” Han trådte ind ad døren, uden at tage skoene eller frakken af, og sagde:
“Freja! Vi er nødt til at tale alvorligt…”
Og lige der, næsten uden at trække vejret, med vidt åbne øjne:
“Jeg er forelsket!”
“Der har vi det,” tænkte Freja, “midtlivskrisen har ramt vores familie. Nå, velkommen til…” Men hun sagde ingenting og så ham kun dybt ind i øjnene, noget hun ikke havde gjort i fem eller seks (eller måske allerede otte?) år.
De siger, at hele livet farer forbi én før døden, og for Freja begyndte deres fælles historie at rulle for hendes indre blik. De mødtes på den mest banale måde på nettet. Freja tabte tre kilo, og den kommende mand tilføjede tre centimeter til sin højde, og så, om end med besvær, opfyldte de hinandens kriterier og… fandt sammen. Freja husker ikke længere, hvem der skrev først, men hun ved, at hans besked ikke var vulgær, men havde en let selvironi, hvilket hun satte stor pris på. Som trediveårig og gennemsnitligt udseende vurderede hun ærligt sine chancer på ægteskabsmarkedet og forstod godt, at hvis hun ikke stod i den allersidste kø, så i hvert fald den næstsidste. Så hun besluttede sig for at binde for øjnene, iføre sig lyserøde briller, tage silkeblonder på og proppe en pose hjemmelavede småkager og en bog i tasken til den første date.
Den første date gik, overraskende nok, let (sådan ser den rigtige facade ud!), og deres romance udviklede sig hurtigt og intenst.
De havde det sjovt sammen, så efter seks måneders regelmæssige møder og konstante opfordringer fra forældrene, der havde opgivet håbet om at se børnebørn, friede han modigt til Freja. De introducerede hurtigt deres familier for hinanden, og forlovelsesbetingelsen om en lille bryllupsfest blev enstemmigt godkendt af alle forældrene. I frygt for, at nogen kunne fortryde, valgte de den første ledige dato til vielsen.
De levede, efter Freyas mening, godt. Familien havde et tropisk klima med små sæsonbestemte temperaturudsving, uden afrikanske lidenskaber, men med en venlig og respektfuld atmosfære hvem kunne klage? Manden, som en typisk repræsentant for det mandlige køn, var mere ligetil og ærlig. Allerede få uger efter brylluppet kastede han det påtagne image af “empatisk-barsk-romantisk-macho-med-guldhænder” af og viste sig for Freja som han virkelig var en simpel, arbejdsom og omsorgsfuld fyr med behagelige hjemmetøjbukser på.
Freja, som en mere kompleks repræsentant for det feminine, slap langsomt sit image som “stille-mystisk-sexet-husmor-intellektuel” og begyndte at slappe lidt af. Men graviditeten accelererede processen, og inden for et år havde hun med glæde opgivet det falske facade og iført sig en behagelig hjemme
