Pensionen afslører ensomheden, der har bygget sig op gennem årene.

Pensionen afslører ensomheden, der har været oplagt i årevis.

“Lige da jeg gik på pension, begyndte problemerne,” siger jeg. Alderdommen viser en ensomhed, der har været bygget op gennem mange år.

Jeg er tres. For første gang i mit liv føler jeg, at jeg ikke eksisterer ikke for mine børn, mine børnebørn, min eksmand eller engang for verden. Alligevel er jeg her. Jeg lever. Jeg går i apoteket, køber brød, fejer den lille gårdsplads under mit vindue. Men indeni er der en tomhed, der bliver tungere hver morgen, hvor jeg ikke skal skynde mig på arbejde. Hvor ingen ringer og spørger: “Mor, er du okay?”

Jeg har boet alene i årevis. Mine børn er voksne med deres egne familier og bor i andre byer min søn i Aarhus, min datter i Odense. Mine børnebørn vokser op, og jeg kender dem knap. Jeg ser dem ikke gå i skole, jeg strikker ikke længere halsedug til dem, jeg fortæller dem ikke historier om aftenen. Jeg er aldrig blevet inviteret hjem til dem. Aldrig.

Engang spurgte jeg min datter:

“Hvorfor vil du ikke have, jeg kommer? Jeg kunne jo hjælpe med børnene…”

Hun svarede roligt, men iskoldt:

“Mor, du ved det godt… Min mand kan ikke lide dig. Du blander dig altid, og så har du din måde at gøre tingene på…”

Jeg sagde ingenting. Jeg skammede mig. Det gjorde ondt. Jeg ville ikke trænge mig på, jeg ville bare være tæt på dem. Og svaret var: “Han kan ikke lide dig.” Hverken børnebørnene eller børnene. Som om jeg var blevet slettet. Selv min eksmand, som bor i nærmeste by, finder aldrig tid til at se mig. Én gang om året en kort besked til en fødselsdag. Som en tjeneste.

Da jeg gik på pension, tænkte jeg: Endelig tid til mig selv. Jeg vil strikke, gå morgenpromenader, tage malerkurser, som jeg altid har drømt om. Men i stedet kom der ikke lykke, men angst.

Først kom de uforklarlige anfald: hjertebanken, svimmelhed, en pludselig frygt for at dø. Jeg har været til lægen, fået taget prøver, scanninger, EKG. Intet. En læge sagde til mig:

“Det er i dit hoved. Du skal tale med nogen, møde mennesker. Du er alene.”

Det var værre end en diagnose. For der er ingen medicin mod ensomhed.

Nogle gange går jeg i supermarkedet bare for at høre kassemedarbejderens stemme. Andre gange sætter jeg mig på bænken foran blokken og lader som om jeg læser, i håb om at nogen vil tale til mig. Men folk har travlt. Alle løber. Og jeg er bare her. Jeg bliver, jeg trækker vejret, jeg husker…

Hvad har jeg gjort forkert? Hvorfor har min familie vendt mig ryggen? Jeg opdrog dem alene. Deres far forlod os tidligt. Jeg arbejdede dag og nat, lavede mad, stryg deres uniformer, holdt øje når de var syge. Jeg drak ikke, festede ikke. Alt for dem. Og nu er jeg til ingen nytte.

Måske har jeg været for streng? For kontrollerende? Men jeg ville jo det bedste. At de skulle blive gode, ansvarlige mennesker. Jeg beskyttede dem mod dårligt selskab, mod fejltagelser. Og til sidst står jeg her alene.

Jeg søger ikke medlidenhed. Bare en forklaring: er jeg sådan en dårlig mor? Eller er det bare tiden, hvor alle har deres egne bekymringer, deres lån, skole, aktiviteter… og ikke plads til deres mor?

Nogle siger til mig: “Find en mand. Meld dig på dating-sider.” Men det kan jeg ikke. Jeg stoler ikke længere. Så mange år alene. Jeg har ikke kræfterne til at åbne mig, falde for en eller invitere en fremmed ind i mit liv. Og min helbred er heller ikke, hvad det har været.

At arbejde kan jeg ikke længere. Før var der kolleger vi snakkede, vi grinede. Nu er der stilhed. Så tung at jeg tænder for fjernsynet, bare for at høre en stemme.

Nogle gange tænker jeg: Hvad hvis jeg forsvandt? Ville nogen lægge mærke til det? Mine børn? Min eks? Naboen på tredje? Det skræmmer mig. Til tårer.

Men så rejser jeg mig, går ud i køkkenet, laver en kop te. Jeg tænker: Måske er i morgen bedre. Måske vil nogen tænke på mig. Ringe. Skrive. Måske betyder jeg stadig noget for nogen.

Så længe der er en smule håb, er jeg stadig i live.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

16 − 1 =

Pensionen afslører ensomheden, der har bygget sig op gennem årene.
El perfume de otra mujer