Okay, så hør lige her vi var nødt til at skifte låsene for at holde min svigermor ude af vores lejlighed.
Min mand og jeg har været gift i et år nu, og hans mor har bare ikke accepteret, at han ikke fulgte hendes drømme-scenarie. Hun havde forestillet sig, at han skulle giftes med datteren af en milliardær, så han kunne svømme i penge og tage hende med ind i den fine verden. Hvorfor? Aner det ikke. I virkeligheden har vi helt almindelige indkomster i starten sparede vi sammen og tog et lån. Nu bor vi i min lille studiebolig og lejer vores nye lejlighed ud. Næste mål er en bil. Altså, helt normalt, ikke noget vildt, men vi sulter heller ikke.
Men min svigermor nægter at acceptere virkeligheden og bliver ved med at leve i sin egen fantasi. Hun giver ikke op med at sabotere vores ægteskab på de mest kreative måder: hun satte læbestift på min mands skjorter, hans tøj lugtede af dameparfume, og i min taske fandt jeg kondomer. Selvfølgelig endte det i skænderier og mistillid. Heldigvis opdagede vi det hver gang, men det satte sine spor.
For nylig måtte min mand til Aalborg i et par måneder for at åbne en ny filial til arbejdet en god mulighed, så vi sagde ja. Han tog afsted, jeg blev hjemme, og alt gik fint.
Indtil jeg lagde mærke til mærkelige ting: ting der var flyttet, skabe der var blevet rodet igennem. Først troede jeg, det var min mand, der havde været forbi for at hente noget, da det ikke er langt væk. Jeg ringede til ham han var overrasket og lovede, at han ikke havde været der. En time senere ringer han igen, med en mørk stemme. Han tror, det er hans mor. Før han tog afsted, havde han givet hende vores nøgler “bare lige i tilfælde af” og glemt at få dem tilbage.
Næste dag tog jeg en fridag og fik skiftet låsene med det samme. Jeg sagde til min mand, at hvis han nogensinde giver vores nøgler til nogen, så sover han på gangen. Om aftenen var alt på plads igen så det var hende. Jeg kiggede skabene igennem, og så fandt jeg et lille kamera gemt på en hylde.
Jeg ringede til min mand med det samme. Han tav et øjeblik, men så begyndte han at grine det var jo helt vanvittigt. Jeg undersøgte lejligheden for en sikkerheds skyld, men heldigvis var der ikke andet. Ingen drama, min mand bad mig vente, til han kom hjem, så han kunne tage sig af det.
Og gæt hvad? Næste dag ringer min svigermor. Hun måtte have opdaget, at hendes nøgler ikke virkede længere og ville ind. Hun spurgte, om jeg var hjemme, bare lige for at “komme forbi på en kop te.” Jeg sagde nej, men at vi nok skulle få den te en anden dag. En halv time senere får min mand en klage fra hende om at jeg var “Gud ved hvor” og at huset stod tomt.
Vi grinede lidt af det. Vi begyndte at vædde om, hvad hendes næste undskyldning for at komme ind ville være. Og hun skuffede ikke: hun ringede flere gange om dagen en pakke der var kommet til os ved en fejl, hendes briller hun havde glemt, eller bare for at bringe os nogle wienerbrød.
Da min mand kom hjem, annoncerede hun straks, at hun ville “komme på besøg.” Vi ventede på hende. Hun kommer med en pose wienerbrød, lader som om hun vil vaske hænder men skynder sig ind i soveværelset. Vi følger selvfølgelig efter. Og der fanger vi hende i at rode i vores skab. Hun begynder at stamme, da hun ser os. Min mand tager kameraet op af lommen og viser hende det.
Så gik det helt galt. Hun råbte, at jeg bedrog hende, at jeg løj for hendes søn, at han var naiv. Hun lavede endda en hel scene med tårer og “jeg får et hjerteanfald!” Til sidst smækkede hun døren og forsvandt som en fornærmet martyr.
Altså, jeg havde lyst til at klappe. Sådan en præstation uden repetition! Men det var kun en kamp. Krigen er ikke ovre. Men denne gang gav vi ikke efter. Vi gjorde det klart: vores familie er ikke et absurd teater.
